26/02/2026
Erling Andersen Snedker og Tømrerforretning A/S har for 10. gang modtaget CSR-mærket.
Hvis vi skal være helt ærlige, så har vi arbejdet sådan her meget længere!
Siden virksomheden blev startet i 1977, har det været helt naturligt for os at have lærlinge og praktikanter, og senere også kollegaer i skåne- og fleksjob.
Vores kollegaer i skånejob løser tit de opgaver, der gør, at hverdagen glider lettere og mere effektivt for os andre.
Vi har i dag 14 tømrer- og snedkerlærlinge. Vi tager både unge helt ned fra 8. klasse og voksne, der vælger at skifte branche senere i livet.
Dels fordi vi mangler kvalificeret arbejdskraft – Hvis vi vil have dygtige håndværkere i fremtiden, så skal de jo også læres op.
Men det giver også rigtig meget arbejdsglæde. Det er fedt at se vores lærlinge og kollegaer i skånejob lære, udvikle sig og vokse – og vores svende er virkelig gode til at tage dem under deres vinger.
Vi plejer at sige, at vores svende ikke kun bygger huse. De bygger også tømrere og snedkere 👍😉
CSR for os er ikke velgørenhed – det er bare sund fornuft i hverdagen.
Vi vil også gerne sige tak til jobcenteret for et godt og konstruktivt samarbejde gennem årene.
Derfor søger vi CSR-mærket år efter år – og vi er glade for, at det bliver set ❤️