09/02/2026
Dem som kender mig ved, at jeg privat og arbejdsmæssigt er en rolig person. Der skal meget til, og kun sjældent hænder det at jeg kommer i det ”røde felt”. Når det sker, har man formået at overtræde mine grænser, og så bliver jeg - lad os kalde det - ”mindre glad”. Efter mere end 2 år at have været bænket som ufrivillig passager i den kommunale klovnebus, er jeg hamrende sur. Årsagen er den sag, som jeg har haft kørende mod kommunen siden 2023 – en sag som jeg vandt 100% i sidste uge. Jeg håber I vil læse og dele nedenstående, så andre kan få indblik hvad man kan blive udsat for som erhvervsdrivende i denne kommune.
I forlængelse af Helsingør Dagblad artikel d. 08/02 omhandlende en sag bl.a. mellem undertegnede og kommunen, er der brug for lidt nuanceringer og fakta i denne sag.
I forbindelse med en opgave for Helsingør Kommune vedrørende nyt tag på Grydemoseskolens sportshal opstod der en tvist mellem kommunen og mit firma, som nu er afgjort. En sag, hvor jeg var hovedentreprenør, og hvor problemstillingen grundlæggende omhandlede noget tømrerarbejde.
Lidt fakta: Kort fortalt så ordrede kommunens projektleder, via mail, et stykke arbejde. Kommunens egen rådgiver bekræftede via mail, med cc til projektlederen, at der var tale om et ekstraarbejde, som skulle afregnes efter medgået tid og materialer. Vi udførte arbejdet iht. aftale og fremsendte en faktura. Først knap en måned efter faktura er fremsendt, sender projektlederen en mail om at man ikke mener kommunen skal betale for ekstraarbejdet. Der begyndte ”balladen”.
Inden sagen gik i ”hårdknude”, blev der afholdt et forligsmøde. Altså om der kunne findes et økonomisk kompromis mellem kommunen, rådgiver og undertegnede. Jeg ønskede ikke et kompromis, da man dermed påtager sig en del af skylden og anerkender et medansvar. Min holdning var – og er – at vi havde udført alt arbejde i henhold til udbudsmateriale, byggemøder og aftalesedler. Derfor har det hele tiden været en principsag herfra.
Lederen af afdelingen for Udbud og Indkøb – som er juridisk uddannet – sagde, inden forligsmødet formelt startede, at: ”Jeg erkender, at vi har en dårlig sag.” Juristen havde fuldstændig ret, hvilket dommen til fulde understøtter. Og i øvrigt den eneste gang, juristen har haft ret i forhold til mig. Jeg er blevet 100 % frifundet i alle kommunens postulater.
Juristen burde nok have fastholdt sin oprindelige holdning, men i stedet ønskede man en sag i Voldgiftsnævnet. Den blev afgjort den 05/02 og har givet kommunen en ekstra omkostning på ca. 226.000 kr. i sagsomkostninger inkl. rentetilskrivning for ubetalt faktura. For al den tid, jeg selv har brugt, får jeg intet – men kan da ”glæde” mig over at have bidrage til at betale de kommunale medarbejderes løn via skatten.
Men hvad værre er: Den selvsamme leder (”jeg erkender, at vi har en dårlig sag”) besluttede i maj 2024 egenhændigt at suspendere mig fra kommunens leverandørliste. Ikke fordi man skulle – blot fordi man kunne ifølge ”reglerne”. Og de ”regler” vender vi tilbage til.
Det har betydet, at mit firma siden maj 2024 har været udelukket fra at byde på opgaver for kommunen, herunder at udføre løbende mindre reparationsopgaver på kommunens ejendomme. Paradoksalt nok har det tømrerfirma, som var underentreprenør for mig i denne sag, i samme periode udført meget arbejde for kommunen, modtaget en kommunal pris og holdt oplæg.
Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg intet har at udsætte på det pågældende tømrerfirma – kun på afdelingen for Udbud og Indkøb samt kommunens egen projektleder. Begge sidstnævnte har ageret så dilettantisk, at havde de været ansat i et privat firma, ville der have været en konsekvens.
Min advokat i sagen har også været rystet over den inkompetente måde, Udbud og Indkøb har ageret på. Så forundret, at der i et brev til kommunen bl.a. står:
”Normalt afholder jeg mig fra at fremsætte bemærkninger til en modpart om fejltagne synspunkter, men i nærværende sag er der alt andet lige tale om en offentlig instans i form af en kommune, som har et ansvar for ikke blot overholdelse af sædvanlig forvaltningsretlig lovgivning, men tillige for at udvise ordentlighed og arbejdsindsats i forhold til at sætte sig behørigt ind i den foreliggende problemstilling.
Det ansvar synes jeg ikke, kommunen har levet op til, og udover betaling af det nedenfor opgjorte beløb synes jeg, det ville være på sin plads, at kommunen giver en undskyldning til min klient for den behandling, han har været udsat for.”
Jeg synes, at min advokats bemærkninger på bedste vis indrammer problematikken i denne sag – nemlig at kommunen har opført sig amatøragtigt og uanstændigt. Om jeg får en undskyldning, er nok meget tvivlsomt. Men det burde man gøre, hvis der blot er en rest af format tilbage.
Nu skulle man tro, at sagen stoppede her – men nej, ikke fra min side. Sagen har kørt i over to år, og jeg er blevet mere og mere vred over den urimelige og erhvervsfjendske ageren. Man har forsøgt at lægge pres på mig ved dels at udelukke mig fra leverandørlisten, men også med det økonomiske krav, kommunen fremførte i sagen.
Man postulerede, at jeg skulle betale halvdelen af 4.835.356,68 kr., altså 2.417.678,34 kr., grundet mangelfuldt arbejde. Et fuldstændig vanvittigt beløb, når man tænker på, at den oprindelige entreprisesum lå på 2.796.250 kr. inkl. moms. Voldgiftsnævnet har i forbindelse med sagens afslutning da også fastsat et beløb på 500.000 kr. – altså knap ti gange mindre.
Et beløb, som jeg ikke har andel i, men som viser noget om, hvordan man ”tænker” i Udbud og Indkøb. Det er naturligvis et pres at blive mødt med et krav på knap 2,5 mio. kr. i en sag, som jeg hele tiden har syntes var dybt uretfærdig.
Sagen er herfra ikke afsluttet, fordi suspenderingen formentlig er ulovlig. I Danmark er man ikke skyldig, før der er ført bevis herfor – det er en grundsten i et demokrati med uafhængige domstole. Alligevel ”dømmer” og udelukker man mig, før der er faldet dom – nogenlunde som i en ”bananrepublik” – ud fra et regelsæt, man formentlig selv har lavet.
Derfor har jeg via min advokat den 19/01 i år bedt om en saglig begrundelse for udelukkelsen. Trods en rykkerskrivelse har vi stadig ikke modtaget et svar. Det afventer jeg med spænding, men kan bestemt ikke udelukke, at det sidste ord endnu ikke er sagt i denne sag.
Sagen har været belastende – men også meget skuffende. Jeg skal nu vurdere, om jeg vil stå på leverandørlisten igen. Om jeg igen orker at bruge så megen tid og så mange penge på en kunde, der behandler mig så urimeligt, må jeg tænke over en ekstra gang. Jeg skal også overveje, om jeg ”gider” tage praktikanter samt holde oplæg og workshops for lokale elever. Det afhænger bl.a. af, hvordan denne sag endeligt bliver afsluttet.
Nogle vil måske mene, at jeg er lidt hård i min tone. Men vi skal ikke glemme, at det ikke var mig, der ”kastede handsken” ved at lægge økonomisk pres i form af udelukkelse fra leverandørlisten og et modkrav på knap 2,5 mio. kr. – et beløb, der er rigtig mange penge for mig. Hertil kommer, hvad jeg skulle lægge ører til i Voldgiftsnævnet. Det har jeg svært ved at glemme. Man skal opføre sig ordentligt, også/især når man er en offentlig instans, og det har man fuldstændig tilsidesat her. Jeg kan forstå på lederen af Center for Økonomi & Ejendomme, at man er tilfreds med det endelige resultat!! Hvis man er tilfreds med, helt unødigt, at ”trække” en lokal erhvervsdrivende igennem et flerårigt sagsforløb, med pres i form af økonomiske ”tommelskruer og absurde modkrav, så er der noget helt galt i det center.
Afslutningsvis er det vigtigt for mig at fastslå, at der i Helsingør Kommune er rigtig mange gode, dygtige og dedikerede medarbejdere. Men som i så mange andre sammenhænge er det desværre ofte nogle få, der ødelægger helhedsindtrykket.
