HOUG Tømrer- og snedkerfirma beskæftiger til stadighed 15-30 medarbejdere afhængig af de økonomiske betingelser i byggeriet. En fast og god kundekreds med hovedvægt inden for industri, erhverv og institutioner, men også private kunder, udgør en ikke ubetydelig del af omsætningen. Firmaet råder i dag over en centralt beliggende grund i Kalundborg på 5000 m2 og med 540 m2 værkstedsbygninger med sned
keri og nødvendig maskinpark, 970 m2 lagerbygning til trælast- og byggematerialer, 130 m2 administration og 170 m2 personalefaciliteter. Hertil kommer ca. 10 servicebiler til brug på de mange skiftende byggepladser. Ud over eget værksted og egenproduktion inden for tømrer-/snedker-/gulvopgaver tilbyder HOUG Tømrer- og snedkerfirma at udføre samlede byggeprojekter i hovedentreprise. Tømrermestrene Ole Houg Larsen og Rasmus Houg Larsen er begge faglærte tømrere samt bygningskonstruktører fra BTH-København. De har således god baggrund for et både praktisk og byggeteknisk samarbejde med kunder og rådgivere og sikrer derved et godt byggeresultat. Vi tilbyder gerne hjælp til projektudarbejdelse, myndighedsbehandling og byggerådgivning/-styring. HOUG Tømrer- og snedkerfirma er således, med en mangeårig og bred erfaring inden for nybyggeri, renovering og vedligeholdelse, en attraktiv og betryggende samarbejdspartner for både private og professionelle bygherrer. IDÉGRUNDLAG
HOUG Tømrer- og snedkerfirma har som idégrundlag at udføre byggeopgaver baseret på kvalitet og godt håndværk under udvisning af socialt ansvar. KUNDEPOLITIK
er det primære fokusområde. Kundens forventning og tilfredshed tilstræbes altid indfriet. Der sættes en ære i at fastholde en høj håndværksmæssig kvalitet og troværdighed i samarbejde med - ofte - faste kunder og samarbejdspartnere. PERSONALEPOLITIK
Forholdet mellem medarbejdere og ledelse bærer præg af gensidig respekt og solidaritet. Socialt ansvar er kendetegnet for virksomheden og dette medvirker til at skabe gode og sikre arbejdspladser med godt arbejdsmiljø til glæde for alle. Mangeårige ansættelsesforhold er ikke usædvanlige, samtidig med at en god aldersspredning blandt medarbejderne tilstræbes. Vi ønsker at medvirke til uddannelse af lærlinge og har gennemsnitlig 3-4 lærlinge ansat. KVALITETSPOLITIK
HOUG Tømrer- og snedkerfirma vil til stadighed sikre kvaliteten af det udførte arbejde. Dette gøres primært ved tæt, dagligt samarbejde samt ved motiverede og engagerede medarbejdere med faglig stolthed og gode håndværksmæssige traditioner. Gældende byggelovgivning skal overholdes og kvalitetssikringssystemer anvendes og udvikles løbende. MILJØPOLITIK
I HOUG Tømrer- og snedkerfirma vil vi overholde de til enhver tid gældende miljø- og arbejdsmiljøregler. Derfor arbejder vi til stadighed på at minimere vore affaldsmængder bl.a. ved at sortere vort affald og minimere antallet af kemikalier samt optimere vort ressourceforbrug på byggepladser, værksted og kontorer. Alle medarbejdere skal være ansvarlige, fokusere og reagere på risici samt forebygge fejl og risiko for ulykker. Der skal derfor altid anvendes det korrekte sikkerhedsudstyr og værnemidler.