01/09/2026
Jeg skrev et digt for mange år siden.
Dengang var det mine tanker om menneskets forhold til Moder Jord, vores grådighed og vores evne til at tage mere, end vi giver tilbage.
I dag læser jeg det lidt anderledes.
Jeg kan forstå, at landmændene er i det røde felt over den nye kvælstofregulering. Og jeg forstår godt, at det er deres levebrød, der bliver berørt.
Men vi har alle begået fejl.
Gartneriet har sprøjtet. Landbruget har gødet. Industrien har forurenet. Vi har fældet skov, opdyrket jorden og bygget asfalt over mere og mere af landet.
Men når vi opdager, at noget ikke fungerer, må vi vel også være villige til at ændre det.
Et barn lærer jo først rigtigt at tørre sig, når det opdager, at det svier i røven. 😆
Måske er det lidt det samme med os voksne.
Ris til egen røv.
Og så kom jeg til at tænke på dette gamle digt, som jeg skrev for mange år siden.
Det er vredt.
Det er voldsomt.
Det er sort humor.
Og måske er det netop derfor, jeg stadig kan lide det.
Vi har kun én jord. Og man høster, som man sår. 🌱 Jeg siger undskyld på forhånd og finder selv ud❤️
Maleri: "Moder Jord i flammer" – malet af mig.
Moder Jords stemme.
Jeg, der gav jer livet, hvorfor gør I mig så ondt? Hvad har jeg dog som en moder gjort? Hvorfor vil I knuse mig?
I jeres grådighed er I villige til at slagte mig, proppe mig i tortur-svedekassen og lade mig stege i fedt. Mon det nogensinde får en ende?
I går på min jord, holdt i live af mine børns ånde. Dog har I det ikke fattet. Grådighed kender ingen grænser for mennesket. Før et ønske er opfyldt, står det næste for tur.
I ser ikke glæden, for den blev glemt i barndommens land. En forglemmelse, der vil koste jer dyrt.
De, der ikke vil se, må følge mine tårer. Tårer, der nu vil hæve have og floder, med tiden skylle jer bort. Drukne jeres børn, så de ikke skal se solens g***s og det skyblå hav, mærke vinden på kinden.
Men tro mig, når jeg siger: Jeg vil prøve at komme jer til livs. Med vulkaners vold og syndfloder skal I mærke smerten. Må jeres blod flyde, og jeg skal genopfylde floderne med jeres blod.
Sådan må man høste, ligge som man har redt. Det har I lært, ellers har I ikke fattet en skid.
Må I alle sammen dø i lidelse, brænde op og lægges i kister, sendes til Helvede, for det fortjener Satans yngel.
Blodet i mine børn kan bare fylde, for I har glemt, hvad det vigtigste i livet er. I ydmyger mig med jeres hån mod mine børn, parterer dem med koldt jern og brænder dem af.
I lader mig indånde deres dampe og fodrer mig med asken. Jeres tid er ved at løbe ud.
Pipfuglen har fået lyd. Nu skal I se, hvad en moders vrede betyder.
Skovbrænde skal flamme op med pust fra min udånding. Et hav af død vil fjerne jeres lunger.
Du synes, jeg er grusom, du, som selv med stål fælder regnskov for at vinde mønt. De børn, der holdt jer i live, tisser I på.
Men lad bare jeres uran falde, måske vil det give mig fred.
Fisken i floden, der nu blot vil flyde, med net, I sætter i bure. I spiser dens rogn, der skulle blive til liv. En livscirkel bliver brudt, så jeres smagsløg kan tilfredsstilles.
I hælder afføring fra svin i mit livsblod og lader mine havfruer drukne. Det landskab, der engang så smukt stod og så på fra bundens flade, kvældes og rives op.
Fisken, der med stjernernes hjælp engang fandt vej for at skænke liv, nu må den kun drømme om elskovens glædefryd.
Kong Triton er vred og skal give jer smæk, for kun med vold har I bevist, I kan forstå.
Storme og syndfloder skal rase. Sænke jeres ynkelige skibe uden nåde. Skibe tilhørte det afskum, som spændte guld på havets gave.
Om de så dør, vil fisken blot smile derved.
Men det stopper ikke her. Syndfloden skal fylde huset med vand og kortslutte jeres syndige liv.
Græd blot, min forbandede unge, du fortjener ingen nåde!
I fortsætter ufortrødent med at formere jer, yngler jer som rotter og pest. Selvom I godt ved, der ikke er plads nok.
Jeres griskhed fører til overtræk på min kredit. Se engang, dette, jeres små hjerner, heller ikke kan fatte. I tror, at det, man tager, ikke skal betales tilbage.
Med renters rente, I ynkelige skvat, skal se og mærke.
Når mine vulkaner sprænger, og lava opsluger jer, dampe skal blokere solens lys, forvandle jeres liv til helvede på jord.
Inden dette vil ske, skal en flagermus fryde sig over en sygdom, der vil ramme. Lukke ned for overflødige floder, give jer en sidste chance for at se, hvor jeres kvaler stammer fra.
I vil ej heller fatte, at lad falde det, der ej kan stå, må falde.
Se, dette var den sidste chance, jeg jer gav.
Nu må I dø!
Du kære bondemand, der på marken går. Du høster og sår, som du formår. Du er flittig og dygtig til at spire. Du skaber livsgrundlag for dine artsfæller.
Problemet er blot, at du ikke forstår.
Man høster, som man sår.
Når man lukker sine øjne for virkelighedens største perspektiv, må man fejle. Du skal tage straffen som en mand. Dit ynkelige skvat, der i fordums tid gjorde mig stolt. Dyrkede det beskedne menneskes livsbehov.
Nu dyrker du med hovmod til overflod. Nu skal plager falde for dit overmod.
Våren skal tørre, ramme og kvæle jeres næringskilde. Tørkeplagen oversvømmes om efteråret, du vil se. Jorden fyldt med vand, du lille sprællemand.
Du har ikke en chance for Moder Jords vrede. Her vil ingen store maskiner hjælpe dig. For når jeg lægger kræfter i, vil det sorte slot falde ind.
I tror på guder, det evige liv og den forbandede bog. En løgn på latin, der aldrig har eksisteret.
Med torturerede, omskårne pen*sser eller 1000 piskeslag på ryggen beder I om tilgivelse og et liv efter døden.
I tror, illusioner kan flytte bjerge. Hvorfor har de så ikke for længst givet jer fornuft og selvindsigt?
Hvor Herre bevare os, og må jeres fader lide på korset til evig tid. Ilden må langsomt brænde huden fra knoglerne og give ham lidelse.
Smerte skal han dog nok lide, sådan som jeres tro overbeviser jer om. Ak ja, jeres fader nyder smerte.
Illusionen om det gode, men i virkeligheden er han fader til verdens undergang.
For han skabte sygdommen for livet på mig, jer... Mennesket.
Ravne skal nu ryste i jeres grundvold. Smerte må I mærke, i sjæl og sind.
Gud Faders tro, jeg har dræbt. Jeres liv vil blive sort. Tanken om mørket gør jer bange, men I har selv valgt at overse mine hundrede advarsler.
Jeg har ikke ondt.
Nogle må dø, for at andet kan leve. Det har I trods alt lært mig i livet.
Som fuglen Føniks vil min sjæl nu rejse sig. Skabe liv for flora og fauna.
Tilbage af mennesket skal kun et minde stå.
Det Brændende Livstræ, Yggdrasil.
