10/10/2022
MIT ODENSE - et tidsbillede fra fattig 80serne og frem.
Jeg skulle flytte fra landet. Fra et smukt lille bindingsværk i udkanten af en skov.
Det kan lyde ret idyllisk, men jeg flygtede faktisk fra stedet.
Jeg boede alene med min søn og bare det, at jeg havde en lyserød nederdel på og boede alene, blev jeg kaldt for ludder af naboen. Han var så sød at sige det til min søn på 10 år.
Efter en nogenlunde lang idyllisk periode med rådyr i haven og fire meter sne om vinteren, kom der også en pyroman til området. Rotterne gnavede i bjælkerne hver nat, og efter lang betænkning måtte jeg indrømme, at jeg havde undertrykt angsten for at gå alene langs den mørke skovvej hver aften.
Min søn var alene hjemme i nogle timer om eftermiddagen og det gjorde mig også utryg.
Jeg elskede ellers landet, men man skal være der for noget og dengang arbejdede jeg helt inde i Odense.
Jeg tænkte meget på at rykke til Odense og tog bussen til byen.
Jeg stod af ved Vesterbro.
Det var første gang jeg var i Odense ud over tog- og busstation og Hansens Værtshus.
Det var trist og nedslående at se på den kæmpestore parkeringsplads og de sædvanlige store skilte der lovede billige tilbu´ og mange andre blandede signaler fra dette indkøbsmekka.
Trafikken fyldte også en del i billedet og benzinlugten var dominerende.
Det var gråt i gråt og det regnede.
Dengang havde jeg stor modstand på disse store varehuse, der tog pusten fra de småhandlende, men med tiden vænnede jeg mig til dem, og jeg havde ikke mere kvalme og ubehag ved at gå i de kæmpestore rum med lugt af plastik og fryser. Det var blevet nødvendighedens praktik, på grund af de fristende, billige tilbu´.
Men dengang i det øjeblik jeg stod ved gadekrydset, bandede jeg og sagde til mig selv:
- JEG VIL ALDRIG BO I ODENSE.
Som mange siger, skal man aldrig sige aldrig, for det kommer aldrig til at passe.
Odense blev den by jeg kom til at holde mest af og den by jeg kom til at leve længst i.
Jeg kom dengang fra traumatiske forhold i Sønderjylland og flyttede til Sydfyn nær Assens i et par år, dernæst til Glamsbjerg for til sidst at købe hus sammen med to andre i Odense.
Jeg er født på Amager; en rigtig tulipanbonde fra Lorteøen på Djævleøen. Ja hvor slem kan man så være som menneske fra sådanne steder, men mit liv på Amager og i Sønderjylland, var for det meste ret landligt, så jeg kom faktisk fra landet til byen i Odense.
Jeg overvandt de mange fordomme fra min egen fødeø Amager og matchede nok meget godt til en by der egentlig også var belastet med fordomme.
"DER GÅR O`ENSE I DEN", en diskurs odenseborgere selv var med til at holde i gang. Nedslående reklamer der jævnligt nedgjorde Odense. Eller alle de journalister der kun kan fokuserer på ulykker fra Vollsmose osv.
At kalde en skøn ø som Fyn for et bump på vejen, gjorde så stærkt et indtryk på mig. Der er sket så meget godt her, som kun fynboer og odenseanere kender til.
Jeg arbejdede dengang på Odense Teater, og skulle så flytte fra Glamsbjerg med min søn på 10 år.
Han havde ikke meget at gøre på landet og trængte til noget mere byliv som jeg.
Jeg mødte, via Hansens Værtshus og Odense Teater, et par andre der var interesseret i at oprette et andelskollektiv.
Vi fandt en passende advokat til at etablere det praktiske i et andelskollektiv.
Salig Sandager eksisterer ikke mere, men han var genial til at hjælpe alle de mange kollektiver og andelsboliger i gang dengang.
Vi tre, en teaterskrædder, en fysioterapeut og en teatermaler, cyklede byen tynd for at finde den rigtige bolig. Da vi endelig stod udenfor et 3 etagers hus i Jens Bentzonsgade 10, hoppede og sprang vi af glæde uden at have set det først indefra.
Det var perfekt at skabe et kollektiv der og vi fik købt det for 490.000 med 20 % i rente på eksisterende lån. Vi skaffede selv 10.000 kr hver og flyttede så ind i 1980 til en ti års periode mange aldrig glemmer.
Fra den dag var der ikke fred i gaden.
Det var faktisk en meget ung gade med mange musikere og flere kollektiver dukkede op.
Der var 3 kvindelige saxofonister i bare én gade, og mange baghuse med øvelokaler, der gjorde at det blev en lang periode med fest og kultur i gaden.
Cafe Blomsten åbnede med sin hemmelige opskrift på mandelkage og levende musik og for enden af gaden var der et lille trykkeri i kælderen til at trykke beboerblade. Sophus Ferdinand leverer sjældne skønne jazzkoncerter og mit lille underlige band dengang, opnåede også at spille på stedet.
Men lige den aften, leverede jeg ikke en solo på min alt-sax, som jeg kunne være stolt af.
Der var heldigvis mange der var meget bedre, så jeg opnåede ikke at blive rigtig musiker i min by, men til gengæld fik jeg sat et sneglespor, i at arbejde med kultur til nethinden, sanseintegration på institutioner som børnehaver, fritidsordninger, kulturhuse, biblioteker, museer, TV, teater, musikfestival med mere og temmelig mange gange uden løn.
Aldrig har jeg oplevet magen til sammenholdskraft i en by i den periode.
Kollektivet blev lidt af et kraftcenter for kulturaktiviter som RYTMEPOSTEN – KARNEVAL FOR FRED – BYEN I BEVÆGELSE – EKSPERIMENTERENDE TEATRE og MUSIKARRANGEMENTER med mere.
Gaden lød tit af musikere der øvede. Der var masser af baghaver med høje hampeplanter, hvor de små ulykker kunne ske, at der kom pollen fra de hanplanter, der ikke var blevet fjernet.
Da vi flyttede og kollektivet stoppede, var det som en æra var slut. Det sagde vores nærmeste nabo til os.
Min egen oplevelse i selve gaden toppede da jeg så en UFO midt om natten i 1983.
Den kom til at danne inspiration til den kommende karnevalsplakat i 1984.
Jeg lå en nat og kunne ikke sove og gloede ud af Veluxvinduet mod nattehimlen.
Pludselig ser jeg en grøn, lysende ring der glider langsomt forbi vinduet som var der 100 meter op til den.
Jeg fór op og kigger ud af vinduet til den næsten er væk og løber rundt og vækker de andre i huset for at finde et fotoapparat, men så er det for sent. Jeg var lidt til grin.
Næste morgen skal jeg til frisør Avangarde. Han spørger mig hvad pokker jeg har oplevet, for mine pupiller var meget store og åbne.
Jamen jeg så en UFO i nat!
- Nåååhhhh, sagde frisøren Jens Funk ikke så særlig overrasket.
- Den så vi også, og en dreng fra kvarteret har også set den.
Det var ikke mig der var skør, som de havde sagt i mit kollektiv, så jeg gik hjem til gaden, hvor jeg så at der trængte til at blive fejet på fortovet.
Da jeg var godt i gang med at feje, titter min genbo frisk ud af vinduet og råber til mig:
- Nåååh....gør du landingsbanen klar?
Mange år er gået siden de kraftfulde tider i Odense.
Nye tider til nye mennesker.
Nu kaldes den: NEW ODENSE eller O´TOWN.
Odinstown var mit bud på at ændre den turistmæssige fokus fra H.C. Andersen til ODIN med kultur, musik, teater og TV i byen.
Og nu ændrer den sig igen. Som en amøbe med nok af bevægelsesmuligheder, lige til vandkanten.
Jeg er stolt af at bo i Odense, men der mangler noget.
En klimarigtig by.
Nu er jeg blevet en ældre glad kælling og mangler de mange gamle venner, der enten er syge, døde eller flyttet. Min gade er sig selv nok. Måske fordi jeg ikke er en ægte fynbo, kan jeg føle den der forskel og afstand. Jeg er kunstner og det kan gøre det endnu mere ubekendt hvem jeg er. En original i en landsby er nok mere accepteret end mig, tænker jeg, men det er heller ikke rigtigt. Fynboer er søde og flinke generelt.
Men sladder er der masser af i byen med de fem høns. Der kan være en tendens til at fynboer enten elsker eller hader en fremmed. Facebook fortæller alt om hvad der sker, men sladderen lever sit eget liv. Folk tror på det de vil tro på.
Er man blevet sat op på en piedestal, kan man være sikker på at blive pillet ned igen. Men den provinsielle tendens når helt til hovedstaden, så det er ikke typisk for Odense by.
Nu savner jeg en by der er blød og skarp til alle aldre og alle tider. Ikke så forfærdelig firkantet som alt er blevet nede i havnen.
Alt bliver dyrere osv, ja men det ER nødvendigt at drosle ned selvom markedskræfterne forsøger at få os til noget andet.
Jeg ønsker mig en by med plads til fælleshuse og fælles faciliter og med udgangspunkt i at spare energi og plads. En by der bygger på en forlængelse af de mange årtier, hvor vi fik erfaringer fra kollektiver, fattige tider m.m.
En klimaby kan være en lille by i stil med TINY HOUSES eller RULLEHUSE, små luksushuse der kan flyttes med, og som er selvforsynende med energi. Nogle er helt OFF GRID med mulighed for energiudvekslinger til andre huse. Små minihuse der egentlig også kan indeholde en masse luksus.
Der SKAL og MÅ være plads til fremtidens boliger til mange slags mennesker og aldre.
Vi har ikke brug for nye store boligblokke, men vi får brug for mobile off grid huse eller bare små huse for ALLE aldre, med frisk luft og lidt jord til salaten.
Vi må godt være lidt mere pragmatiske og lære af tiderne.
Læg så mærke til, at tilbage i 80seren, var der ingen der tog notits af at der var inflation på mere end 10 %, at renten var omkring 20 % og uden diverse tilskud fra staten.
Vi var overlevere. Vi var fantasifulde og vi arbejdede sammen.
Tro mig.
Det bliver nødvendigt med helt andre boformer, for jeg er FUTURECHILD.... ❤
