29/10/2024
PJALTET BYLT
”en postmands/pjaltede
Bylter af skatte”.
Henrik Larsen
Bo Gorzelak Pedersen
Min Lundbyerus
Jeg var ikke mig selv, jeg var Lundbye,
sad trygt på barneskamlen hos naturen,
lykkelig ene i det åbne land.
Den lave slette, himlens oceaner
blev tegnet ned og fyldte på papiret
så lidt som skygge af et kløverblad.
Og jeg fik øjne. Alt sprang op som døre.
Jeg tegnede og skrev, jeg ville ikke,
at drømmen skulle flyve. Jeg var stædig.
Jeg holdt den fast. Der sad jeg tolv år gammel
med verden som en hund for mine fødder.
Erik Knudsen 1945, samlingen Dobbelte dage
*
Det slog mig efter adskillige gennemlæsninger af digtsamlingen
Pjalte dage, at der var ord fra Erik Knudsens digt, der gik igen hos de to digtere Henrik Larsen og Bo Gorzelak Pedersen; de er med Knudsens digt opskriften på en digter, et menneske der ikke kan holde sig fra at beskrive verden igen og igen sætte sig ind i verden og prøve at se sig selv, beskrive sig selv i verden.
Jeg var stædig/Jeg holdt den fast.
Der er en klar linje i samlingen. Henrik Larsen skrev en liste med ord, som digterne hver for sig kunne forholde sig til. Det kom der en afklaret digtsamling ud af. Når man læser digtene, fornemmer man Henrik Larsens klare poesi med beskrivelser af et liv, en verden, der er forbundet, i fuld alvor, med digteren selv.
*
Under titlen VENTETID
……
Alle de gange, jeg ventede på svar
fra forlag
på jobansøgninger, prøver, kontaktannoncer
De senere år mest på kommunen
Kursus, henvisning, møde, attest
Nogle perioder afvente dagen, ugen, måneden
Overstås
At jeg ikke rigtig levede imens
at jeg ligefrem var strandet i en ventesal
et ingenmandsland, et limbo
Afvente næste træk
(side 8)
Henrik Larsen er i stand til at beskrive situationer og sætte
ord på, som vækker genklang hos læseren.
Henrik Larsen gør det med ord, der i deres fylde indtager læseren.
”Afvente næste trÆk”.
Henrik Larsen har evne til at formidle sin poesi ud til den læser, der sætter pris på poesi, og som forstår at være en del af den.
**
Det er spændende, at Henrik Larsen og Bo Gorzelak Pedersen har fundet sammen i denne digtsamling. De er, som der står i forordet, forskellige og alligevel er de ens i deres bestræbelser i at udmønte deres forskellighed i et fælles mål, der er poesi. De går seriøst til opgaven.
Hvor Henrik Larsen skriver den umiddelbare oplevelse ned, har Bo Gorzelak Pedersen en prosalyrisk tilgang til sin deltagelse i samlingen.
Bo Gorzelak Pedersen er en digter, der hele tiden må forholde sig til stoffet, forholde sig til ords bæredygtighed. Han har på mange måder beskrevet en dannelsesrejse i samlingen, hvor der indgår læsninger og forfattere, der har været en anspore for ham.
Under titlen POST
er sat en prosatekst, der kan stå som indgangen til hans bidrag.
I de sidste 20 år har jeg med mellemrum selvudgivet egne digte, først i form af fotokopier og hæfter og siden via Amazon. Førhen plejede jeg undertiden at sende eksemplarer til mere kendte lyrikere, som jeg godt kunne lide, og for det meste svarede de i form af et brev, ofte med deres egne digtsamlinger vedlagt.
….
Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst sendte en digtsamling til nogen. Måske har jeg mistet det fornødne mod, jeg ved det ikke. Der er andre digtere, jeg holder af, men som jeg aldrig så meget som overvejede at kontakte, fordi jeg følte mig intimideret af deres udvortes følsomhed. Det spiller muligvis også en rolle: At de vigtigste ting efterhånden som jeg bliver ældre, er blevet sværere og sværere for mig at tale om. Jeg skriver mine digte, men jeg har ikke meget at sige om dem.
(side 60)
Det er spændende at følge den dannelsesrejse, der har været en del af Bo Gorzelak Pedersens rejse, der er stykker i samlingen, der åbner ind til en tidsrejse, som baglast for at forstå sig selv.
…
Jeg kan stadig huske, hvor skuffet jeg blev, da jeg en gang for 25 år siden forsøgte at læse Osip Mandelstams digtsamling Min tid mit rovdyr, som ellers var blevet udgivet på forlaget Brøndum med litografier af Per Kirkeby, og som så gevaldig ud. Jeg syntes dengang, digtene var opstyltede og tomme. Da jeg flere år senere læste dem igen, var jeg lige ved at begynde at græde, fordi de var så smukke. Forskellen var ikke digtene, men mig, fordi jeg havde bevæget mig.
(side 17).
Siden kom der under titlen KORYFÆER
Skal jeg fremhæve tre koryfæer, som på afgørende vis har præget mig, må det blive T.S.Eliot, Per Højholt og den amerikanske digter Charles Olson. Det var Eliot, der for alvor åbnede mine øjne for litteraturens og poesiens verden, og det var Højholt, der lærte mig, at man godt kan være digter uden nødvendig vis at skrive som Eliot.
Senere interviewede jeg Peter Laugesen i hans lejlighed i Brabrand og han forærede mig et eksemplar af hans oversættelse af nogle af Charles Olsons digte. Efterfølgende var jeg i en lang årrække på det nærmeste beat af Olson. Han har haft en væsentlig indflydelse på mit syn på litteratur og på kunst i al almindelighed.
Der er meget andet Bo Gorzelak Pedersen har med i denne samling, og sammen med Henrik Larsen har de været i stand til at formidle deres dybe trang omsat til poesi.
Jørgen Wassilefsky
