18/04/2026
Hvis du er nysgerrig på at bygge med genbrug, så læs lige med her! 🤓
Mange af os synes af åbenlyse årsager, at konceptet med at bygge med genbrug er super fedt; bæredygtighed og sjæl vægter tungt, når vi beslutter os for at gå ned af genbrugsvejen.
For det er det vi gør.
At bygge med genbrug er en beslutning.
Det er et valg.
Normalt når man vælger genbrug ind i sit liv, så leder man efter tøj eller brugsgenstande som har noget unikt, men som også er i så god stand som muligt.
Det er som udgangspunkt, pr definition, det direkte modsatte med byggematerialer.
Brugte byggematerialer er brugte.
De er skåret til, de er hullede, bulede, skæve - man kan se de har levet. Det er den charme vi falder for, men det er også der, hvor vi er nødt til at huske at tage ejerskab over vores valg.
Hvis man ikke vil have, at den tiltalende drøm om en seng bygget af gamle jernbanesveller, skal ligne et legehus Sallys far kunne have bygget, er man nødt til at arbejde hårdere for det. Det kræver mere. Mere tid og mere flid.
Brugte byggematerialer kræver vores fokus og intuition i en langt højere grad end nye produkter fra hylden. Vi er nødt til at tilpasse os træets historie, og give slip på ideen om at vi bestemmer det hele.
Når vi vælger genbrug, vælger vi udfordringen og vi vælger os selv.