27/05/2026
Hun husker tydeligt, hvordan fagfolk kiggede skeptisk på hende, når hun fortalte om ideerne. Og i bagklogskabens lys forstår hun dem egentlig godt, men måske var det netop denne modstand, der var nødvendig.
”Hvis nogen siger til mig, at ting ikke er mulige, får jeg lyst til at vise dem, at jeg kan, hvad jeg vil,” siger hun.
Den endelige beslutning om huset blev faktisk taget, da hun kom forbi en losseplads. Hun skulle egentlig bare smide lidt affald ud, men så kom en mand med fire fine sprossede vinduer. Laura spurgte, om hun måtte tage dem. Det måtte hun gerne, og så var processen i gang. Hun vidste allerede præcis, hvordan vinduerne skulle placeres i huset.
”Det sjoveste har været at se huset langsomt vokse frem. Jeg havde så mange billeder i hovedet af, hvordan det skulle blive, og nu står det der! Nu hvor jeg bor i det, glemmer jeg nogle gange, at jeg faktisk har bygget det,” smiler hun.
